http://www.e-byggeri.dk    
> Forside Sådan gør du! Kontakt os



Værd at vide inden køb

Når man skal have ny køkkenvask, er der nogle forhold, man bør tænke over, inden man begynder at kigge på de mange muligheder.

Naturligvis skal man undersøge, hvor meget plads der til rådighed - dels bordplads generelt, dels skabsplads - samt hvor stort et underskab man behøver. Tallet bag produktnavnet på køkkenvasken indikerer mindstestørrelsen af det køkkenskab, man har brug for.

Derudover bør man overveje, hvilken type bordplade vasken skal lægges i. Har man en bordplade af massivt træ, er det praktisk at have en vask med afløbsbakke, så man altid har et sted, hvor man kan arbejde med våde ting eller blot stille lidt opvask fra sig, uden at træpladen bliver våd.

Når bordpladen er valgt, skal man også tage stilling til, hvilken form for montering, man ønsker. Alt efter vask- og bordpladetype, har man forskellige muligheder (se mere under indbygningsmuligheder).

I dag er det også muligt at få vaske i et væld af farver. Derfor bør man vælge vask, så den matcher både bordplade, skabslåger og vægfarve, hvis man ikke vælger en vask i rustfrit stål.

Samtidig er der mulighed for at vælge vaske med flere kummer, med eller uden afløbsbakke og hvorvidt, der skal være hul til blandingsbatteriet i selve vasken - en detalje, der forlænger bordpladens levetid samt letter rengøringen omkring blandingsbatteriet.

Endelig bør man huske, at 60% af den tid der bruges i et køkken bliver brugt ved vasken. Det er derfor værd at ofre lidt tid på at forholde sig til, hvordan man får denne vigtige arbejdsplads til at fungere optimalt.